Kirkebøger for begyndere


Kirkebøgerne danner rygraden i al slægtsforskning. Her henter vi alle de basale oplysninger: Tidspunkter og steder for de store begivenheder i anernes liv, fødsel, vielse og død. Disse ting udgør skelettet i historierne, og når det er på plads, kan vi gå i gang med det sjove, nemlig at forsyne benene med kød.

Christian IV
Kirkebøgerne har fra gammel tid været ført af sognepræsterne. Som de måske eneste bogligt uddannede og skrivekyndige personer i små sogne fungerede de også som øvrighedens forlængede arm. Ofte var de eneste embedsmænd på stedet.

Den 16. maj 1646 pålagde Christian IV landets præster at føre bog over befolkningen. I et brev, som blev udsendt til biskopperne, der så igen måtte formidle videre til præsterne i stiftet, hed det:
”Eftersom overalt med soven udi kirkerne stor desordre begaas, da ville vi naadigst at I udi hvert sogn udi eders stift nogle skal tilforordne, som kan gaa rundt om i kirkerne med lange kæppe og slå dennem paa hovedet som sover, og saaledes holder folket aarvaagen til at høre desto flittigere prædiken. Desligeste ville vi naadigst, at præsterne udi eders stift alvorligen tilholder at I holder rigtig kirkebog ved dag og datum paa hvor mange udi deres sogne fødes, hvo dertil fader står, og hvor mange aarligen tilsammen vies og dør. Ville vi og naadigst, at I siden skal have god indseende med, at saadant af dennem efterkommes. Saafremt nogen præst her udinden forsømmelig findes, skal han dermed have forbrudt hans kald. Dermed sker vor vilje.”

Ældre kirkebøger
Det ses, at præsterne var pålagt visse pligter. De måtte sørge for, at folk var vågne nok til at opfange de kristelige formaninger, og de blev ansvarlige for at holde styr på befolkningstallet. Den tids folkeregister så at sige. Udførte de ikke hvervet efter majestætens forskrifter, kunne det koste jobbet.

Nu var det ikke sådan, at alle præster fra denne dato tog fat på at føre kirkebog, en del var allerede godt i gang. Helt tilbage fra 1500-tallet er bevaret enkelte kirkebøger, en af de ældste er den såkaldte ”Perlestikkerbog”, der indeholder optegnelser over døbte, viede og døde i Nakskov 1617-1626, men fra 1646 blev det altså obligatorisk.


Kirkebogen for Auning-Fausing 1631-1701

Gejstlige kragetæer
Ud over det kongelige påbud om at notere fødte (med faddere), viede og døde, var der ikke mange retningslinjer for, hvordan bøgerne skulle føres. De findes i vidt forskellige former, små, tykke eller tynde bind og større do. Alle skrevet med fjerpen og selvfølgelig med sognepræstens personlige håndskrift, der kunne være mere eller mindre letlæselig. Husk på, at bogen næppe var beregnet på at skulle læses af en stor skare – ingen tanke på stakkels slægtsforskere i en fjern fremtid! Men blækket var af forbavsende kvalitet, i mange tilfælde står skriften endda mere klar end i visse kirkebøger fra 1900-tallet!

Rodet opstilling
Der var ingen faste regler for opstilling af kirkebogen. Mange er ført rent kronologisk, præsten er begyndt fra en vis dato og har løbende indført begivenhederne, mellem hinanden, som de fandt sted. Andre steder har han forsøgt sig med en gruppering efter begivenhed, fødte fra side x, viede fra side y osv. Og så er der en tredje afart, hvor al systematik mere eller mindre er opgivet, og hvor man næsten får på fornemmelsen, at kirkehyrden har gjort sit bedste for at drille senere læsere. Et eksempel på en sådan finurlig kirkebog er Jerne-Skads 1640-1747, hvor behjertede sjæle heldigvis har udarbejdet et detaljeret register, der viser på hvilken side man kan finde eksempelvis trolovelser fra 1699.

I det hele taget er det et godt råd, når man skal i gang med en ældre kirkebog, at starte med at kigge på de første sider. Her vil ofte være en oversigt over indholdet, så man straks kan danne sig et nyttigt overblik.

Glemsomhed
En anden ting, man skal være opmærksom på ved de gamle bøger, er, at begivenhederne næppe altid er indført på selve dagen. Man vil komme ud for fødsler og dødsfald, som man bare ikke
kan finde, og det behøver ikke at være ensbetydende med, at familien ikke boede i sognet på det givne tidspunkt. Det kan sagtens være, at præsten har ventet så længe med at indføre begivenheden, at den bog, den er havnet i, er glemmebogen. Og der kan være sider, der simpelthen er revet ud eller på anden vis gået tabt.

Til gengæld for alt det ureglementerede og (måske) rodede kan man få en herlig personlig bog. Det er ikke udsædvanligt, at præsten kunne finde på at give sine sognebørn et par beskrivende ord med på vejen. Det kan være den ”dydige og gudfrygtige Danneqvinde”, der jordes eller det kan være et par, der har haft et udenomsægteskabeligt forhold med følger, der får læst og påskrevet for deres synd. Helt særlige begivenheder i sognet kan være beskrevet, ligesom man kan støde på lister over priser på de mest gængse handelsvarer.

Uægte børn
Begrebet uægte børn fylder godt op i tidlige tiders kirkebøger. Ordet skurrer grimt i nutidige ører, men husker man, at det simpelthen står for ′uægteskabelig′, lyder det straks en anelse pænere. Nogle præster har foretrukket at dele bogen op i afsnit for ægte børn og uægte do. Der kan sågar ses eksempler på, at ”veritable horebørn” har fået deres helt særskilte afdeling. Horebørn er børn født af forældre, hvor den ene part var gift – med en tredje. ′Almindeligt′ uægte børn, der også kan betegnes som slegfredbørn, var et resultat af uægteskabeligt samkvem, hvilket ikke var en synd af helt samme kaliber som hor.


Udsnit fra kirkebogen for Torstrup sogn, Ribe amt, 1751. Her fortælles, at Niels Olufsens datter Maren Nielsdatter af Leervad har født 1 horeunge og udlagt en gift mand Peder Hansøn som barnefader

At få et uægte barn var en stor skam og en ulovlighed, som straffedes hårdt. Begge parter måtte skrifte offentligt (publice absolveret) i kirken, og disse skriftemål er som regel indført i kirkebogen. Ved siden af var der den verdslige straf: En kraftig bøde til begge synderne. Her var der så megen retfærdighed, at mandens bøde var det dobbelte af kvindens.

Usynlige kvinder
Det almindelige i 16-1700-årene var, at man nøjedes med at nævne faderen, når barnet blev døbt. Det var jo ham, der var familieoverhovedet! Ved uægte børn forholdt det sig selvfølgelig anderledes; her var man kun sikker på moderen, og ved siden af blev så nævnt den mand, hun havde udlagt som barnefader.

I 1782 indskærpedes det fra højere sted, at præsterne skulle indføre både mors og fars navn, når et barn var til dåb. Nogle steder havde man svært ved at rette ind efter påbudet, præsten i Ansager, Ribe amt mente, at han kunne slippe af sted med at notere moderen allersidst efter fadderne. Det førte til påtale – indført i kirkebogen den 5. maj samme år:
“Uagtet det ved Synoden er indskierpet at Moderens Navn lige saavel som Faderens skal ved Børnenes Daab anmældes, sees dog sligt til Dato ikkun at være efterkommet saaledes, at Moderen nævnes til sidst, da dog Forældrenes Navne samlet bør nævnes”.

Introduktioner og konfirmationer
En anden begivenhed, der ofte nævnes, er introduktionerne, barselskvindernes første besøg i kirken efter fødslen, som regel efter seks uger. Barselskonen blev fulgt til kirken af nogle nabokoner, og det lille optog måtte pænt vente uden for kirkedøren, til præsten kom og højtideligt førte hende ind. Ceremonien blev afskaffet 1797, men især på landet holdt man længe fast i den gamle skik. Helt op til slutningen af 1800-tallet kan man finde introduktionen nævnt. Den var forbundet med, at barselskonen og hendes følge ofrede et beløb til præsten, og dette har sikkert været medvirkende til, at det ikke hastede så stærkt med at afskaffe skikken...

Konfirmation er også en kirkelig begivenhed, som noteres i kirkebogen. Dog først efter 1736, hvor bekræftelsen af dåben indføres af Christian VI. Konfirmationen var en alvorlig sag; var man ikke konfirmeret, kunne man ikke gifte sig, så det gjaldt om at bestå. Konfirmanderne blev eksamineret og fik karakter for både kundskab og opførsel; disse kan man finde nævnt i 1800-tallets kirkebøger.
Ved konfirmationen anføres forældrenes navne og den unges bopæl og alder, og man vil bemærke, at konfirmationsalderen kunne svinge meget, men generelt var nogle år over den, der er gængs i dag.

Latin og gotisk
Der er mange udfordringer at overvinde, når man søger i de gamle kirkebøger. Ud over den rodede opstilling og den besværlige skrift er der præstens sprog og ordvalg. Som den lærde person, han var, kunne han godt strø om sig med latinske citater og bibelhenvisninger. Datoer er ikke dem, vi kender fra vores almindelige kalender, normalt bruges de latinske betegnelser for kirkesøndagene til datering af de forskellige begivenheder. Man finder hurtigt ud af, at Dominica (evt. forkortet dom. eller dca.) betyder søndag og Paascha påske, med hvad med f.eks. Dom. Misericordia eller Fest. Joh. Bapt.? Løsningsforslaget kunne være at anskaffe sig Heini Madsen: Ordbog for slægtsforskere (2. udgave, Skúvanes, 2001), der har forklaring på alle de gængse kirkedage. Eller at slå op i en af de netbaserede ordbøger, som Søren Larsens Den Gamle Ordbog eller Nørskov Saack’s Ordbog. Slår disse ikke til, findes den mest omfattende liste over betegnelser for dage i den trykte udgave af R. W. Bauer: Calender for Aarene 601 til 2200 (Dansk Historisk Fællesforening, 1993).

At tumle med at vride meningen ud af håndskriften kan ligne en temmelig håbløs opgave, når man er ny på feltet. Men faktisk kan det lade sig gøre at lære at læse gotisk skrift. Mest effektivt ved at tilmelde sig et regulært kursus. Ligger det uden for mulighedernes grænse, er der hjælp at hente på
Statens Arkivers hjemmeside. Her er både et online-kursus i skriftlæsning og gengivelser af gotiske alfabeter fra forskellige tidsperioder.

Skabeloner
Ved et kongeligt reskript fra december 1812 ændredes bestemmelserne for kirkebogsføring mærkbart, nu skulle der være orden i tingene. Der indførtes kirkebøger med faste skemaer, som dåb, konfirmation osv. skulle noteres i. Desuden bestemtes det, at kirkebøgerne skulle føres i to eksemplarer: Hovedministerialbogen og kontraministerialbogen – den første førtes af præsten, den anden af degnen, og de skulle opbevares hver for sig. For at undgå at begge bøger gik til ved en evt. brand, en skæbne som er blevet mange af de gamle kirkebøger til del. Fra ca. 1814 kan man altså være sikker på, at i hvert fald en af kirkebøgerne er bevaret, og at de er rimeligt nemme at orientere sig i. Først kommer døbte, opdelt efter køn, således at mandkønsvæsnerne står først. Herefter følger konfirmationer, vielser og begravelser.

1810 var koppevaccination blevet lovbefalet i Danmark, og herefter finder man vaccinationsdatoen nævnt i kirkebøgerne. Det kan måske se ud som en ligegyldig oplysning, men noter den alligevel, når du støder på den. Er der tvivl om identificering af en person, kan vaccinationen bruges som dokumentation for, at det er rette person, du har fat i. Vaccinationen var påkrævet, for at man kunne blive konfirmeret eller gift. Hvis man da ikke kunne påvise, at man havde haft de ”naturlige kopper”, altså at man havde overvundet en koppesygdom.

Til- og afgang
Nyt var ligeledes til- og afgangslisterne, der udbyggede præstens folkeregister-opgaver. Folk, der flyttede til eller fra sognet, måtte melde sig hos pastoren, som indførte dem i kirkebogen med oplysning om flyttedato, samt hvorhen de agtede sig (eller hvorfra de kom), og hvad deres håndtering var. Pligten til at melde sig gjaldt dog mest tjenestefolk, tyende, sjældent vil man støde på gårdmænd og håndværksmestre. De første var dog også langt de mest mobile.

Et andet initiativ var jævnførelsesregistret. Ideen var fin: I dette register skulle noteres henvisninger til alle de steder i kirkebogen, hvor en given person var nævnt. Genialt hjælpemiddel for slægtsforskere? Javist, men desværre er registrene sjældent ført efter den gode hensigt, og værdien er derfor minimal.

1875 ophørte til- og afgangslisterne; fra nu af skulle sognefogeden registrere flytninger i tyendeprotokoller, som desværre langt fra altid er bevaret. 1892 kom der krav om, at der ved dødsfald skulle anføres en del særdeles nyttige oplysninger om afdøde: Stilling, alder, fødested og bopæl samt forældres navne.

Hvor finder man kirkebøgerne?
De gamle kirkebøger opbevares på landsarkiverne. For de nyere kirkebøger gælder, at kontraministerialbogen normalt vil være afleveret, mens hovedministerialbogen vil være at finde hos sognepræsten eller kordegnen. Har man brug for nyere opslag, kan man forsøge med en henvendelse hertil. Der kan dog være forskel på den velvilje, man møder.
På landsarkiverne er kirkebøgerne underlagt tilgængelighedsfrister. Tidligere kunne kirkebøger, der var mere end 50 år gamle, uden videre ses, for dødsfald gik fristen endda ned til 10 år. Men efter at man har konstateret, at cpr-numre er indført i visse kirkebøger efter 1925, er der strammet gevaldigt op på reglerne, så der nu må speciel tilladelse til. Ansøgningsskemaer til tilladelsen ligger på Statens Arkivers hjemmeside, under
Brug arkivet.

Arkivalieronline
De ældre kirkebøger (før 1891) er filmet og har siden midt i 1980’erne kunnet ses på mikrokort på landsarkiverne og andre arkiver. Et uvurderligt fremskridt i forhold til at skulle konsultere den originale kirkebog på det arkiv, hvor det hørte til. Et fremskridt, som det kan være svært at fatte betydningen af i dagens slægtsforsker-Danmark, hvor alle kirkebøger op til ca. 1925 kan studeres på Arkivalieronline (AO); i løbet af kort tid vil dette tidspunkt være ført frem til ca. 1950. Det vil sige, at det vil være muligt for langt de fleste slægtsforskere at finde deres forældres fødsel på AO – vel at mærke, hvis man har en ide om, i hvilket sogn det er sket! Bevæbnet med de informationer, fødselsindførslen har givet, arbejder man sig så tilbage til forældrenes vielse (hvis der har været en sådan) og videre tilbage til deres fødsler. Supplerer man med folketællinger, som også er at finde på AO, får man et indblik i, hvordan ens lille eller store familie har set ud på givne tidspunkter.


Arkivalieronlines startside

Brug Krabsen
Har man en forestilling om, hvor og hvornår man skal søge efter sine bedsteforældre, er det rimeligt nemt at bruge AO. Er man i tvivl om, hvor i kongeriget ens sogn gemmer sig, slår man op i Krabsens stednavnebase. Hos Krabsen kan man få placeret sit stednavn, næsten uanset hvor lille et sted, det måtte være. Søger man på et sognenavn, får man præsenteret de stednavne, der er knyttet til sognet.


Sognesøgning på ′Spentrup′ i Krabsens stednavnebase

Når sognet er på plads på Danmarkskortet, kan man gå i gang på AO. Man vælger først amt, derefter herred (som man dog kan springe over) og til sidst sogn. Herefter zoomer man ind på den periode, man er interesseret i, og når man har åbnet kirkebogen, kan man give sig i kast med at bladre og forhåbentlig nå frem til den eftersøgte fødsel.

Ikke alle gengivelser af kirkebøgerne er lige heldige. I nogle tilfælde har tidens tand slidt hårdt på originalerne, og i andre tilfælde gengiver den sort-hvide skanning ikke de fine detaljer godt nok. Et fif her er at gemme siden på harddisken – klik på den lille diskette i øverste venstre hjørne af skærmbilledet – og åbne den i pc’ens billedvisningsprogram. Tit vil resultatet være et skarpere billede. En smule arbejde i et billedbehandlingsprogram kan også gøre underværker.

Per Agerbæks værktøjer
Problemerne viser sig, når man er i tvivl om tid og sted. Hvor ville det være skønt, hvis man kunne søge på tværs af sognegrænserne! Indtaste et navn i en database og vupti – en dåbs- eller vielsesdato toner frem! Den slags er ikke indbygget i kirkebøgerne, bortset fra de ufuldstændige ansatser, jævnførelsesregistrene tilbyder.

Men heldigvis er der hjælp at hente her og der. En del kirkebøger er indekseret, behjertede sjæle har lavet registre til dem. En oversigt kan findes hos
Per Agerbæk. Typisk har man her gennemgået kirkebøger og noteret på hvilke sider, man finder hvad. Er man ude efter en drengefødsel omkring 1830 i Lunde, Ribe amt, er det siderne 6-7, man skal slå ned på. Samme Agerbæk er mester for AO Værktøjer, som er til stor hjælp i arbejdet med AO.


Et eksempel på en indekseret kirkebog på www.utilis.dk

Indtastede kirkebøger
På Dansk Data Arkiv (DDA) har man længe arbejdet med indtastning af folketællinger, og der har været et ønske om at lave noget lignende for kirkebøger. Det må kunne lade sig gøre at lægge alle personer og begivenheder i kirkebogen ind i en database, så man kan søge på dem? Det er dog et problem, at der er så forfærdeligt mange navne i kirkebøgerne – skal man f.eks. medtage også faddere og forlovere? Skal man have alle forskellige former for begivenheder med? Og risikere, at man aldrig bliver færdig med projektet? Eller skal man nøjes med selve hovedpersonerne og lade slægtsforskeren om selv at tyde sig frem til de øvrige? Jens V. Olsen har lavet et program til indtastning, KIIP, der tillader indtasteren at vælge mellem en fuldstændig og en selektiv indtastning, og de første kirkebøger er på plads på siden.


Søgesiden for kirkebøger hos DDA

En søgning her foregår ved at starte med at vælge amt og derefter evt. herred og sogn og endelig begivenhed. Man kan også begrænse søgningen til en bestemt periode. Der er endnu ikke så mange indtastede kirkebøger, men er man heldig at finde et af sine sogne her, er man rigtigt godt hjulpet.

Mormonerne
Er man ikke så heldig, er der stadig genveje. Man kan gå over Atlanten og slå op i mormonernes databaser Familysearch.org. Desværre er denne fantastiske søgeside blevet opdateret på en måde, så en del af de gode muligheder er gledet ud, men der er stadig store chancer for succes, hvis man forsøger at få et bud på, hvor og hvornår ens forsvundne tipoldemor kan være født (den tidligere version af søgesiden kan stadig nås, hvis man klikker på Go to the previous site i nederste højre hjørne på startsiden). Databaserne indeholder utallige fødsler, vielser og dødsfald fra mange lande, også Danmark.


Avanceret søgning på Familysearch. Der søges på en vielse og under Relationship er valgt ægtefælle (spouse)

På grund af den store mængde personer i databasen, får man ved søgning på meget udbredte navne uoverskueligt mange hits. Derfor er det en god ide at bruge avanceret (advanced) søgning, hvor man kan vælge begivenhed (
event) og under relationship enten ægtefælle (spouse) eller forældre (parents), hvilket gør søgningen mere finmasket. Forsøg dig frem, hvis den første søgning er uden succes. Det kan måske hjælpe at stave navnet på en alternativ måde, udvide perioden, fjerne ægtefælle eller forældre-oplysningerne, ændre stedet – selv om det efter din bedste overbevisning er korrekte oplysninger. Søgemaskinen tænker som det, den er – en maskine! Det er dig, der må være kreativ.

Kirkebøger i bogform
Det skal ikke glemmes, at en del kirkebøger er afskrevet og udgivet i bogform. Prøv en søgning på bibliotekernes fælles søgeside bibliotek.dk. Vælg Bøger fra Søg i-feltet til venstre og skriv ”kirkebog” i titel-feltet. Det vil resultere i en hel stribe kirkebøger, der er afskrevet (transkriberet) mere eller mindre fuldstændigt; i nogle tilfælde er der tale om en fuldstændig afskrift, i andre er det et navneregister.
Alle bøgerne kan bestilles hjem via dit lokale bibliotek ved at trykke på
Bestil denne udgave. Eneste betingelse er, at du skal være registreret som låner på det bibliotek, du bestiller bogen til.


Søgefelterne på bibliotek.dk


Her kigger vi nærmere på et af resultaterne fra en søgning på ′kirkebog′

Afskrifter er også lagt ud på forskellige hjemmesider, det være sig private slægtsforskeres eller lokalhistoriske arkivers sider. Den nemmeste genvej er her at forsøge med en Google-søgning. Tast navnet på sognet + kirkebog og se, hvad der kommer ud af det.

Til slut den gyldne grundregel: Husk altid at gå tilbage til den originale kilde, kirkebogen, for at tjekke oplysningen. Du vil uundgåeligt støde på fejl undervejs, og det hører med til omhyggeligt slægtsforskerarbejde, at man har ”været der” selv.
Rigtig god fornøjelse på jagten!

Skrevet af Kathrine Tobiasen. Artiklen har været bragt i
DIS-Danmarks medlemsblad Slægt & Data, nr. 1, 2011