Vil du være med til at indtaste? | Nyhedsblog
 

Vil du være med til at indtaste?

Med folketællingen 1930 er de fleste af os ikke længere tilbage end, at vi her kan møde personer, som har levet i vores tid. DIS-Danmark har netop sat fokus på indtastning af denne særlige tælling. Det foregår direkte på nettet, og du behøver ikke - som tidligere - binde dig for et helt sogn. Du kan nøjes med at indtaste nogle få personer, hvis du ikke har tid og overskud til mere. Det vil altsammen være velkomne bidrag. Mange bæk små gør en kæmpestor å. Det eneste, der kræves, er at du registrerer dig som bruger, og det er der heller ingen ben i: Det er klaret på et øjeblik, og du kan straks gå i gang. Se mere om projektet her.

Rigsarkivet (tidl. Statens Arkiver) har også gang i en spændende indtastning. Her gælder det ansøgningerne til erindringsmedaljerne efter krigene 1848-51 og 1864. Også her skal du registrere dig som bruger; hvis du allerede har en brugerprofil til brug ved bestilling af arkivalier kan bare logge dig på. Heller ikke her binder du dig et bestemt antal poster. Du taster så meget, som du har lyst til. Du kan læse nærmere om dette projekt på
Rigsarkivets hjemmeside.