Slægtsforskning i ældre kilder | Nyhedsblog
 

Slægtsforskning i ældre kilder

I Slægtsforskning i ældre kilder drejer det sig groft sagt om kilder der ligger før den første folketælling i 1787. Bogen er delt i to hovedafsnit. Først gennemgås en stribe af de gode kilder, man kan gribe til, når kirkebogsoplysningerne tynder ud: Skifter, borgerskab, mandtal, skattelister, matrikuleringer og fæstearkivalier m.v.
I anden del opregnes, herred for herred, hvad der findes af hjælpemidler til de enkelte herreder, det være sig på websider, i bogform eller på lokalarkiver.
Bogen giver masser af ideer til, hvordan man kan komme videre med sin forskning. Stoffet kan findes andre steder, men få steder så overskueligt som her. Og gennemgangen af herrederne alene er hele bogen værd.

Slægtsforskning i ældre kilder er udgivet af forlaget Yduns Æbler og koster 160 kr. Lån den på
biblioteket eller bestil den fra forlaget.