Danmarks Kirker på nettet | Nyhedsblog
 

Danmarks Kirker på nettet

kirker på netNationalmuseet har i mange år været i gang med at beskrive alle Danmarks kirker. Arbejdet er slet ikke færdigt, men ca. to tredjedele af kirkerne er undersøgt og beskrevet. Bøgerne har du hidtil kunnet låne på biblioteket, men nu bliver adgangen meget nemmere: Hele bogværket bliver lagt ud på Nationalmuseets hjemmeside. Pt er der adgang til 14.000 sider, dækkende Aarhus Amt, Lolland-Falster og Bornholm, og flere kommer til. Beskrivelsen af kirkerne er uhyre grundig, man kan roligt sige, at her er alt med.

Kirkeoplysninger kan være vigtige for slægtsforskere. Måske har du aner, der har efterladt sig spor i kirken - der kan være en gravsten, slægtens navn kan stå på et stolestade, eller en ane har skænket altertavlen eller prædikestolen. For slet ikke at tale om at anerne kan have været præster i sognet.
Har anerne bare været almindelige jævne mennesker, har kirken været rammen om alle de vigtige begivenheder i deres liv og er altså en vigtig kulisse.